absolute_yoodogear

BÆREDYGTIGT BYGGERI

Bæredygtigt byggeri defineres ved, at der tages særlige hensyn til miljøet og husets indvirkning på miljøet i hele boligens levetid. Når det skal undersøges, om et byggeri er bæredygtigt, ses på hele processen fra "vugge til grav". Det vil sige, under såvel husets opførelse, som efter opførelse og ved nedrivning. Bygger man bæredygtigt, skal der i sagens natur benyttes miljøvenlige materialer og energibesparende metoder. Også til materialefremstilling, transport m.v. Samtidig skal indtænkes energibesparende løsninger og CO2 besparelser. Dermed skal byggeriet udnytte alternative energikilder, eksempelvis solenergi, jordvarme og/eller termotage, ligesom materialer så vidt muligt skal være genanvendelige for at skåne miljøet. For nybyggeri er muligheden for at etablere et bæredygtigt byggeri store. Overvejelser lige fra byggeriets placering og form til teknologi og fleksibel anvendelse.

Bæredygtige fordele

Blandt de økonomiske fordele ved at bygge bæredygtigt er varmebesparelser, lavere vandforbrug og mindre vedligehold. Ved energibesparende byggerier sparer man i længden på f.eks. opvarmning via alternative opvarmningsmuligheder og forbedret isolering, ligesom miljøvenlige materialer ofte er nemme at vedligeholde og reparere. Hertil kommer, at bæredygtigt byggeri på grund af et bedre indeklima, er med til at nedbringe risiko for astma og allergi.

Fremtidens plushuse

Det grundlæggende princip er, at huset producerer mere energi end det bruger - heraf betegnelsen plusenergi. Huset benytter kun vedvarende energi i form af solenergi og er således også CO2 neutralt. Solfangere producerer varmt brugsvand, en nyudviklet solvarmepumpe producerer varmt brugsvand og rumvarme, solceller laver strøm og energioptimerede vinduer med lav u-værdi sikrer tilførsel af passiv varme. Huset regulerer selv, hvor meget lys og varme der kommer ind gennem vinduerne, og det skifter facade alt efter, om det er nat eller dag, om solen skinner eller det er overskyet. Huset lufter også ud og sørger for, at beboerne altid har et godt indeklima.

Renovering og bæredygtighed

Også når det gælder renovering og ombygning bør man i højere grad end tidligere rette fokus på bæredygtighed og miljøvenlige løsninger. Hovedparten af landets parcelhuse opført i 1960'erne og 1970'erne, er ikke designet til at leve op til nutidige miljøhensyn. Det er typisk gule etplans murstenshuse med en funktionel ruminddeling, store vinduespartier og obligatorisk brændeovn. Når man eksempelvis skifter tag, kan det være en økonomisk og sundhedsmæssig fordel at tænke miljøvenlige og bæredygtige materialer med ind i tagrenoveringen. Materialer, der er fremstillet af miljøvenlige råstoffer, som giver et godt indeklima og er genanvendelige og energibesparende. Eller ved udskiftning af ældre vinduer og termoruder med nye energivinduer, hvor varmetab kan mere end halveres, ligesom CO2 udslippet kan mindskes med op til 1 ton årligt. Ved renovering bør fokus således være på dokumenteret effekt i forhold til CO2, indeklima, energiforbrug og vandforbrug og miljøvenlige materialer.

Måling af bæredygtighed

Men hvordan måler man om et byggeri er bæredygtig? Det findes der i dag ikke noget dansk system til, hvilket senest har fået Realdania til i samarbejde med Byggeriets Evaluerings Center og Statens Byggeforskningsinstitut at sætte fokus på en certificering af bæredygtighed i byggeriet. Formålet er at skabe viden og debat om mulighederne for certificering af bæredygtighed i dansk byggeri. Konkret afprøves aktuelt fire internationale målesystemer.