BADERUM
Interessen for badeværelset er betydelig. Og faktisk er badeværelset under forvandling i mange hjem. Tendensen har længe været, at badet skal være et wellness rum med plads til meditativ fordybelse, nydelse og luksus. Men nu skal badeværelset også være bæredygtigt og gerne økologisk, de steder, hvor det er muligt. Dog uden at vi giver afkald på komfort, stil og design. Her bør man særligt fokusere på selve opførelsen af badeværelset, indretningen af rummet og på produkterne. Kan materialerne nedbrydes og genanvendes? Er produktet vandbesparende? Er det fremstillet af naturlige materialer under ressourcefattige processer, der udleder mindst mulig CO2? Har der været kort eller lang transportvej?

Vælg med omtanke
Tænk over valg af byggematerialer, gulv, lim, fugemasse, maling og fliser. Og når det gælder indretning, tænk over valg af møbler, sanitet og armatur. Helt ned i detaljen kan man vælge bæredygtige produkter og materialer i tilbehøret, fx håndklæder og sæber, hvor en række produkter har en grønnere profil end andre. Det samme gælder en ny generation af lys til badeværelset, nemlig LED belysning, som også anvender mindre energi. Men også vandmangel bliver en del af fremtidens udfordringer. Med et vandrensningsanlæg, der genbruger badevand, som udgør en stor del af vandforbruget i private hjem, kan den enkelte familie være med til at gøre en forskel. I House of Dreams showroom kan opleves en række bæredygtige muligheder.
Brug solen
Solen er en naturlig, effektiv og næsten gratis energikilde. Med et solvarmeanlæg kan man spare helt op til 70% af energiforbruget til opvarmning af det varme vand. Solen leverer varme til hvert hus i Danmark i en mængde, der svarer til ca. 20.000 liter fyringsolie/år. Flere nyudviklede ventilationssystemer kan udnytte solvarmen på taget til at blæse varmt og tørt luft direkte ind i huset. Hos House of Dreams har vi fokus på solen og vedvarende energi.
Trådløs energistyring
Også i badeværelset er det muligt at etablere trådløst tjek af temperaturen gennem en infrarød styring af gulvvarmen. Det betyder, at der kan spares energi. Hvis man anvender rumtermostat med infrarød sensor, kan man sikre en ensartet rumtemperatur og få mulighed for at programmere gulvvarmen, så den for eksempel er slukket, når man er væk, men tænder, når man er på vej hjem.
Naturmaterialer
Fliser til badet er oprindeligt blot ler og vand, der er presset sammen til en fast masse og siden brændt i ovn ved høje temperaturer, inden de bliver solgt til brug. I dag fås helt nye typer naturlige fliser, hvor fliserne er rustikke og uglaserede, men alligevel både vand og fedtafvisende og kan derfor anvendes både på vægge og gulve. De har lang levetid, og når de kasseres, kan de genbruges. Men også beton er igen blevet et tema. Faktisk har beton en natur, der gør det muligt at forme flotte design, der ikke kan opnås med andre materialer. Beton er et naturmateriale og kan også anvendes i badeværelset, ikke blot som gulv- og vægfliser, men også til håndvaske, hvor fordommen om beton som et gråt, kedeligt materiale bliver gjort til skamme, idet vaskene fås i letvægtsbeton i fine farver. Også fremtidens badeværelser møder man i House of Dreams.










